
Torsdag den 30/4 kl. 10.30 på Madsebakken ved Allinge-Sandvig mødes arkæologer, musikere og musik-/lydforskere, for i fællesskab at blive klogere på hvordan man har brugt lurer m.m. i oldtiden – som signaler, til ritualer, og hvordan instrumenterne interagerer med landskabet. Dagen byder på en enestående mulighed for at se og høre nogle af oldtidens imponerende instrumenter: Konkylier og horn som blev brugt i stenalderen, bronzelurer som vi kender dem fra bronzealderen, og trælurer og horn fra jernalderen. Her mødes en unik samling af lur-replikaer fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. Man er velkommen til at kigge forbi og se hvad der sker.
Kl. ca.16 bliver der en lille visning af dagens resultater, og mulighed for at stille spørgsmål.
Kl. ca.18 på Store Torv i Rønne kan lurerne høres ved en lille pop-up-koncert.
Her deltager bl.a. de fem blæsere Letty Stott, Joachim Schween, Jens Kloster, Fredrik Persson og Kristian Tangvik.

Fredag den 1/5 rykker vi til Rispebjerg på det sydlige Bornholm, hvor vi fokuserer på oldtidens brug af den menneskelige stemme. Her eksperimenterer vi bl.a. med muligheden af at have brugt lerkar og mundbuer til at maskere stemmen i stenalderen. Vi udfordrer beskrivelser fra den romerske historiker Tacitus, af hvordan vi har råbt mod skjolde. Og hvem ved, hvad stemmen ellers kan være brugt til?
Også her arbejder vi på stedet fra kl. ca. 10.30, hvor man er velkommen til at kigge forbi.
Kl. ca. 16 bliver der en lille visning af dagens resultater, og mulighed for at stille spørgsmål.
Her deltager bl.a. de tre sangere Malene Bichel, Anders Børup og Mette Sandstrøm.
Lørdag den 2/5 kl. 15 bliver der en lydvandrings-koncert i Ekkodalen, hvor vi mødes ved Restaurant Ekkohuset. Her bliver der bl.a. mulighed for at høre den svenske lydkunstner Alexandra Nilsson på sten, Kiku Day på benfløjter og sanger Anders Børup. Desuden vil flere af de øvrige musikere som deltager på udforskningsdagene, bidrage med overraskelser. Lydvandringen afsluttes med et lille oplæg om arkæologien i området, ved Jens Berthold fra Bornholms Museum.

Uden for det officielle program er der desuden 2 skoleworkshops i samarbejde med elever fra Paradisbakkeskolen i Nexø:
Mandag den 4/5 er der skoleworkshoppen ’Fra Køkkenmødding til Orkestergrav’ med en 4.klasse, ved shelteret ved Nexø kirkegård. Her slutter vi af med en lydvandring hvor børnene opfører værket ’URTID’ sammen med de tre professionelle musikere, Ying-Hsueh Chen. Anders Børup og Kiku Day.
Tirsdag den 5/5 slutter vi af med en workshop samme sted, med skolens modtageklasse. Her har vi fokus på lytning, på at lytte til naturen, naturens materialer, og menneskets tilstedeværelse.
Fotos og videoer fra dagene
Forberedelse til koncert: Udvælgelse af klangsten til Alexandra Nilssons koncert i Ekkodalen og Ying-Hsueh Chens lydvandring ved Nexø.

Bag projektet står musikantropolog Eva Fock, som gennem en årrække har samarbejdet med musikere og forskere i ind- og udland om at indsamle og formidle viden om oldtidens lydside.
Læs mere om projektet bag, på denne hjemmeside >>
Tak til Statens Kunstfond, Region Bornholms musikudvalg og Dansk Musikerforbund for støtte.
Desuden bidrager Bornholms Museum, Musik i Syd/Ensemble Mare Balticum og Kungl. Musikhögskolan i Stockholm.





Ears Wide Open - CVR-nr. 32790690 Kontakt: Eva Fock email: mail@earswideopen.dk Tlf. +45 21783925